en stille dag

[Tomas Hammington]

Solen stod højt på himmelen, og det var en varm dag. En dejlig dag at være udenfor i. Fuglene sang, lugten af sommer fyldte de ellers så bilospræget gader. Nogle lå direkte og solede sig på fortorvet, og det var i det hele taget en god dag. Mange var udenfor i den friske luft, men ikke Tomas. Han var gået i indkøbscentret for Teknikafdeligen i Triston. De skulle bruge nyt computer udstyr, og de havde fået besked fra fr33d0m posten, at der var nogle evnetvenlige sælgere her, Som ville sælge dem udstyr til rabatpris. Tomas gik ind i IT-centret, og op til kassen. "jeg skal snakke med din chef". Kasseassistenten kiggede mærkeligt på ham, men gik alligevel ud i baglokalet, for at hente hans chef. Chefen kom efter lidt tid, frem bag disken. "jaaa?" sagde han spørgende. Tomas kiggede på butikschefen, og en lille grøn glød kom frem i hans øjne. "jeg skulle have noget computerudstyr." Butikschefen så gløden, og nikkede kort. Tomas blev ført ud i baglokalet, hvor han udpegede de forskellige dele han skulle bruge, og fik butiksejeren til at ringe til hans militærkonkakter, som Fr33d0m posten havde informeret om at han havde, og fik bestilt noget militærudstyr. "det kommer med en bil til Freedom om noget tid" sagde butikschefen efter han havde lagt på. Tomas nikkede og gik stille ud af butikken igen. Han havde gjort hvad han var her for, så nu ville han bare gå lidt rundt og nyde, at han ikke var under jorden nu.

[Amber Swanhild]

Amber gik ned af gaden med en stor bog hængende i sin ene arm og en pose fyldt med normale varer i den anden. Hun holdte øje med en hver eneste lille ting omkring hende, selvom hun forholdte sig og gik meget roligt. Hun var klædt som civil og var iklædt en sort tanketop, som sad en smule stramt, lidt stramme jeans med lidt høje sorte sko på fødderne. Hendes hår var sat op med en sløjfe, men det skjulte ikke særlig meget omkring hvor lang hendes hår virkelig var.
Hun havde ikke hørt det mindste omkring rebellerne og det var begyndt at gå hende på. De fleste havde hørt det ene og det andet, men det havde altid viste sig efter et godt stykke tid at være ubrugelig i deres eftersøgning. Hun havde arbejdet hårdt den sidste uge og kunne stille mærke på sig selv at kroppen var begyndt at give efter, men hun nægtede at lade trætheden vinde over hende og hun nåede hen til centeret og stoppede op for at overvejede om det var noget hun havde energi til at bare gå en smule shopping inden hun gik hjem.

[Tomas Hammington]

Tomas var færdig med at kigge, og gik nu mod udgangen. Det var måske også på tide at komme hjem til Triston, og lave det timelige tjek på forsvarssystemerne. I sine egne tanker, kom han til at gå ind i kvinden ude foran. Hendes lange lillae, næsten lyserøde hår piskede mod hans ansigt, og han blev helt chokeret. "det må de undskylde, jeg havde ikke set dem." sagde han undskyldende og utroligt venligt. "Er de kommet noget til?" hans stemme var blid, men alligevel meget forvirret. Han havde ikke lige tænk over at det her kunne ske, og han var ikke så god til at snakke med folk. Han kiggede lidt til begge sider, for at se om nogle andre stoppede op, på grund af hans lille stunt, men det så ikke ud til at de havde lagt mærke til det. Han lagde sin telefon i lommen igen, da han havde været ved at ringe til sin underordnet før han skvattede ind i kvinden.

[Amber Swanhild]

Amber var fordybet i sine tanker og opdagede ikke den fremmed gå ind i hende før få cm før. Hun kiggede roligt på ham, mens hun så hvordan nogle forbi passerende vendte deres hoved for at se hvad der ville ske. Amber så roligt på ham bag sine briller og smilede venligt tilbage imod ham, ”Det helt okay” sagde hun og grinende let af ham. I hendes indre havde hun mere lyst til at skælde ham ud og bede ham om at se sig bedre for. ”Jeg er okay, hvad med Dem?” spurgte hun høfligt og lige så venlig smilende. * Hvordan skulle jeg dog komme til skade af sådan et lille puf?* tænkte hun for sig selv og viste ingen tegn på hendes virkelig tanker og følelser.
Hun så nærmere på den fremmed og synes han virkede bekendt. Han så heller ikke ud til at være den som går meget ud, så han måtte vel være i byen af et eller andet grundlag, hvilket et eller andet sted gjorder Amber nysgerrig..

[Tomas Hammington]

"ja jeg klare mig" sagde han og kløede sig lidt i hovedbunden, og smilede. Tomas havde ikke tænkt sig at komme ud i nogle problemer, på nogle måde, men hvis det ikke kunne undgås, så pyt da. Han så næsten tåget på kvinden, som han nu altid så på folk. "der er ikke sket dine briller noget?" spurgte han så. Han ville gerne være helt sikker på at han ikke havde gjort nogle former for skade. Han så stadig lidt urolig til siderne, og i det hele taget rundt omkring ham. Hvorfor var han også gået alene denne gang? De plejede altid at være mindst 3 om jobbet, da det kunne blive farligt, så hvorfor var Tomas gået alene? Han var jo ikke den fødte fighter, så han ville ikke kunne forsvare sig selv, uden at en hel del uskyldige, ville lide også, hvis der blev brug for at forsvare sig. en sveddråbe, gled stille ned af hans kind. Han blev ved med at få de værste tanker i hovedet, men tog sig så sammen. Man kunne tydeligt se ændringen i hans adfærd. "jeg håber ikke at jeg påførte dem nogle former for skade."

[Amber Swanhild]

Amber kunne mærke hvordan at hendes hænder begyndte at klø efter at stikke ham en. .. der er ikke sket dine briller noget?.. Udpeg bare hendes svaghed, desuden, så kunne hun godt se, bare ikke så godt, men hun var ikke blind uden briller! Hun undertrykket sin vrede og lod det blive til nervøsitet over hvordan denne fyr sikret sig over at der ikke skete en form for ulykke. Han kunne være en person som ikke var vant til at være social eller et menneske, som ville sikre sig at ikke blive ramt af mutant evner. Man kunne nemt tage Amber for at være et evnet menneske, selvom det kun var hendes hår og øjne som var unikke. Men hvis han skulle være et menneske ville han nok gå lidt mere i panik. Han var venlig og mere hjælpende, han kunne være mutant eller en som har kontakt med mutanter. Hun tog sine briller af og holdte dem op, der var ikke tegn på at hendes almindelige briller havde taget skade. Hun tog sine briller på igen, ”alt er helt okay”..

[Tomas Hammington]

"det var heldigt" sagde Tomas med et smil. Et meget lettet smil. "Så må jeg nok se at komme videre, folk venter på mig" sagde han uden videre. Han havde ikke tænkt sig at omgås, almindelige mennesker. De var altid så modbydelige nysgerrige, og kunne ikke lade andre folk være i fedt. Han nikkede venligt med hovedet, og vendte sig så, for at gå videre. De havde nok også snart brug for ham igen, nede i Triston. De var jo ikke særlig stærke uden ham. uden ham, ville alt teknisk styret forsvar, kommunikation, alt simpelthen ikke virke. Da han vendte sig om, tog han telefonen igen og ringede op. "ja...ja det er mig. Få scanningerne i gang, og start tjekkende. Alt skal være klart til jeg er tilbage. ja...ja jeg kommer med toget fra aktionscentret." sagde han tavmeldt ind i telefonen, og kiggede rundt. Ingen mennesker lod til at hører efter hvad han sagde i telefonen. Han lagde på igen, og gik videre.

[Amber Swanhild]

.. folk venter på mig.. sætningen gav genlyd i hendes hoved, mens hun fulgte ham med øjnene. Hun begyndte stille at huske hvem han var. Hun kunne ikke lade ham være nu, hun valgte at stille følge efter ham. Der var menneske mængde nok til at hun ville kunne holde sig dog gemt. Hun fandt en hue i posen, som hun satte sit hår op i, så man ikke kunne genkende hende på håret. Hun begyndte stille at blande sig med menneskemængden og lagde forsigtigt sine ting ind i en gyde, det var hende ligegyldigt om de ting blev stjålet fra hende nu, hun måtte bare følge efter ham, koste hvad det vil. Hvis hun ikke tog fejl, så var det Tomas Hammington. Hun så ham tage sin telefon frem igen og kunne kun hører få af hans ord pga. han ikke snakkede særlig højt og menneskemængden snakkede om forskellige slags emner. ... scanningerne... tjekkende... tilbage... aktionscentret.. var alt hvad hun kunne hører. Hvad var det som det gik ud på? Hun tog forsigtigt og skjult sin mobil frem, mens hun trykkene nummer ind; 13376347 og sendte dem og ifølge af få minutter ville flere forskellige hemmelige agenter modtage nummeret og starte med at rykke ud..

[Tomas Hammington]

Tomas' blev urolig igen, og kunne føle at noget var ved at ske. en lille grøn lysstråle sprang ud af hans ene finger i et sekund. Nervøsiteten havde aktiveret hans evne, selvom han prøvede at kontrollere den. Han vendte sig brat om i menneskemængden. Han kunne mærke at nogle fulgte efter ham. Han tog en lille computer frem fra den anden lomme. Hans fingre kørte hurtigt over tastaturet, og han tog igen telefonen og ringede op. "få forsvarssystemerne op, og advar alle. Jeg har på fornemmelsen der vil ske noget knap så godt" hans stemme begyndte at skælve. I den anden ende af røret, kunne man hører en dyb mandestemme, som var fast. "tag det roligt chef, vi sender nogle afsted fra aktionscentret." Tomas lagde på og kiggede ned på computeren igen. Man kunne hører tasterne blive trykket i en utrolig fart. Tomas prøvede at få fat i evnede i nærheden, til at få ham væk sikkert, men det så ikke ud til nogen var lige i nærheden. Han blev nød til at tage kampen op selv, hvis det som han kunne føle, var rigtig. Nogle havde hørt ham snakke måske, han vidste det ikke, men han var ved at kolapse af den tankestrøm der gik igennem hovedet på ham.

[Amber Swanhild]

Amber var godt i hælene og var tæt på at komme for tæt på ham og blive opdaget, da han pludselig stoppede og vendte sig om. Men heldigt for hende, var hun trænet godt. Hun blev ikke set, men måtte se til mens han ringede op efter hjælp.
Amber hæv sine solbriller op og skiftede det ud med hendes briller. Det var ikke muligt at se hendes øjne nu. Hun var dog meget overrasket over at se hvordan han brugte en computer, da hun aldrig havde set noget lignede, men hun måtte ikke lade det standse hende. Amber forsvandt ind i gyderne, hvor hun havde mere frihed og holdte bedre øje med ham derfra. Tomas ville nu kunne mærke og se at hvordan mænd i læderjakker og solbriller begyndte at samle en mindre cirkel omkring ham og var klar til at jage ham et sted hen hvor de kunne tage ham helt uforstyrret..

[Tomas Hammington]

Tomas stod nu i en cirkel af mænd. Folk havde forladt området, da de kunne se der var noget der var ved at ske. Noget farligt. "HOLD JER VÆK!" lød det skarpt fra Tomas. Hans hænder var nu helt grønne. Det grønne skær var overalt, og man kunne se at Tomas' øjne blev neon grønne, i det hans raseri steg. Han var klar til hvad som helst, og han ville snart få opbakning. En af mændene trådte ud af cirklen, og tog fat i Tomas, men i det sekund bredte det grønne lys sig, til hele Tomas' krop. Manden trak hurtigt hans hånd til sig, og så at hans hånd, var brændt ind til knoglen. "jeg er IKKE i humør til at lege nu." Mændene trak deres pistoler, men Tomas havde observeret det, og inden mændene kunne nå at skyde, blev de fortåret af det grønne lys, og et kæmpe brag kunne høres på lang afstand. Tilbage stod Tomas, som sit ellers så helt normale jeg. Stadig med et grønt glimt i øjet, kiggede han rundt for at se om nogle var overlevet.

[Amber Swanhild]

Amber så til fra siden, hun smilede, hun nød synet af at se hvad Tomas kunne udrette, så hun vidste hvad hun skulle undgå. Alt forholde sig roligt, hun kendte nogle af dem. De fleste havde været efter hende pga. hendes farver, men at bare se hvordan de fik klør gjorder hende tilfreds indeni. Hun kunne se hvordan skytter begyndte at samle sig på taget, mens folke mængden, af hvad der var til af den, begyndte at løbe panisk væk fra Tomas og mændene i de sorte læderjakker. De havde en idé om hvad der skete og nu galt det bare om at komme væk, inden det gik løs for alvor.
En af skytterne blev givet et signal om at skyde en pil efter Tomas, det var ikke dødbringende, men fyldt med bedøvelse. Hvis den ramte, ville den ramme hans overarm..

[Tomas Hammington]

Tomas kiggede rundt i alle vinkler. Det var en del tid siden han havde haft brugt hans kolosale kræfter, men dette betød ikke, at han var svag. Han kiggede op mod tagende, og nåede lige at undvige den første pil. "I har lige gjort jeres dag værrer!" Tomas' hænder blev helt neongrønne, og en kæmpe grøn lysståler sprang ud af hans hånd, som et lyn, og renste tagende for mennesker. Da det så ud til han havde fået ramt på alle, tog han det roligt. "hvor er du? kom frem så jeg kan se dit afskylige ansigt." Tomas vidste at der var nogle der havde holdt øje med ham, for han vidste at så mange agenter kom ikke bare som et tilfælde. De vidste hvem han var, men vidste heldigvis ikke hvad han var i stand til.

[Amber Swanhild]

Skytterne begyndte at flytte sig væk fra kanten da de så det mindste grønne lys, dog blev der nogle stykker ramt. Amber satte en skjult mikrofon bag øret, for at lytte til situationen. Man begyndte at blive i tvivl om hvad man skulle gøre, men de kunne ikke give op! De måtte bringe noget større op imod ham, noget som han ikke kunne undgå!
Dog måtte de forsætte med pilene. De skytter som før overlevede hans første angreb, stillede sig frem fra kanten igen og skød imod ham i flere retninger og der var omkring 7 pile i luften.
Amber flyttede sig ikke fra sit skjulested, mens hun så på. Hun grinte dog lidt for sig selv, det var ikke ret meget der skulle til for at irritere ham og starte op sine evner i al offentlighed.

[Tomas Hammington]

"I har selv bedt om det nu!" pilende i luften gik pludselig i adspredelse, i takt med at Tomas blev grønnere og grønnere. Han så mod skytterne med rasende øjne, som ville gennembore alle følelser, hos en hårdet mand. Et kort grønt lys stod til alle sidder, og man kunne hører smerteskrig over alt. Atomerne fra Tomas' radioaktivitet, havde fissioneret, og skabt en mindre atom eksplotion. alle indenfor en hvis radius af Tomas ville være døde, hvis ikke de havde set det komme. Tomas lå nu på jorden, og var helt afkræftet. Hans telefon ringede pludseligt. "sir vi kan ikke nå frem" stemmerne i telefonen lød meget undskyldene. "det er gået op for mig sergant, men faren er ovre. Det har jeg sørget for." "Er nogle civile blevet ramt sir?" "Jeg ved det ikke.....tjek hele byen, men vær forsigtig. De ved vi er her."