|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 18:15:01 GMT 1
Skytterne havde ikke set, sådan et stort angreb komme, mens der kom skade på bygningerne. De fleste civile var nået væk, men nogle få blev ramte. Amber begyndte at nærme sig området igen, da eksplosionen begyndte at tage af. Hun trådte roligt og forsigtigt frem, mens hun undersøgte området. Der var gået mindre panik i S.T.A.T, men nu vidste de noget af hvad Tomas var i stand til. Amber så nærmede sig Tomas, men stadig forsigtigt og i en stor cirkel om ham. Lyttede til han og lyden fra hans telefon. .. De ved vi er her.. Amber kunne ikke lade vær med at grine en smule hånligt. ”Tak for visningen, men jeg gætter mig til det kun er en smagsprøve af hvad du kan..” sagde hun koldt, hadefuldt og med en smule fordrejning af hendes stemme. Det eneste han ville kunne genkende hende på, ville være tøjet, men hvor mange kunne ikke eje det samme tøj?
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 18:28:00 GMT 1
Tomas rejste sig op mere eller mindre ubesværet, og støvede sig lidt af. "så de er den eneste overlevende S.T.A.T hva?" Tomas så koldt på kvinden. Han vidste at cevile ikke ville snakke til ham, men flygte. Det kunne være en evnet, men sådan en ville ikke være her, når S.T.A.T kravlede over alt. "du kan ikke røre mig lille dame. Jeg mere magt og kontrol end du tror, så de gør dem klogt i at holde dem tilbage" Tomas' hænder blinkede en gang truende med et grønt skær. "tro mig lille dame det er ikke mig der er monsteret. Jeg forsvarer blot mig selv, ligesom alle andre almindelige mennesker ville gøre. Det er staten og jer, der er monstrene. I skider på menneskerettigheder, og behandler os som dyr. ´Vi er ikke som jer, og derfor er vi dyr? jah jeg ved hvad i kalder os, og jeg ved hvad i gør mod os. vi kommer aldrig til at fange os, og vi vil forsvarer os med alt hvad vi har."
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 18:39:20 GMT 1
Amber kunne ikke få sit hånligt smil ned. ”Hvid du tror jeg er den eneste overlevende, så tager du grueligt fejl” Hun gik nu frem og tilbage, som et rovdyr stod overfor et bytte, som havde vist at kunne lidt flere kunster. Og nu ville fjolset være filosofisk?! Hun kunne død af grin over hans menneskelige vrøvl, om hvordan de var udsat og behandlet som dyr. ”I er udsatte?” lød det spørgende fra hende. Det kunne godt være at de var udsatte, men det kunne være at der var en grund til det. Igen var den anden side ikke set på, igen så de ikke på de andres side, igen så de ikke at der ikke var nogen, som brugte deres evner til at dræbe, der var nogen som ikke kunne kontroller deres evner. ”Du sgu en sjov fætter, men det er det samme igen og igen..” Amber begyndte lave større afstand imellem dem, mens hun lyttede til de øverste i S.T.A.T diskutere.
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 18:48:09 GMT 1
"i terrorisere menneskers liv, i skader alt og alle" Tomas var rolig igen. "sig til min far, at han kan være solt af sin søn" Tomas smilte koldt. Han vidste godt hvem hans far var. Han vidste at faren var en højstående S.T.A.T agent. Tomas betragtede kvinden nøje, og prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre, da det slog ham. Hans ur, viste at der var højtaler signaler i luften, og der gik lyset op for ham. Kvinden var i kommunikation med andre. "skal vi se at lukke stemmerne i dit hoved?" Tomas hæv den lille computer frem, trykkede på et par taster og trykkede enter. Han sendte nu et override-signal til Kvindens højtaler, og fik den til at give en enorm høj pivetone, som kunne smadre hørelsen for nogle. Nu havde han isoleret den lille dame. Hun var stadig farlig, det vidste Tomas godt, men nu kunne hun ikke få informationer igennem.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 19:18:28 GMT 1
Stolt af sin søn? Det var nok en af de ting han slet ikke var i dette øjeblik og nok aldrig ville blive så længe han var en højstående agent i S.T.A.T. Hun hørte mange ord, og stolthed var bestemt ikke i blandt ordene, som hun kunne hører. Hun så nøje på ham, mens han så på ur. ..skal vi se at lukke stemmerne i dit hoved?.. den var ny. Det var første gang at nogen havde set det igennem og prøvede på at stoppe det. Amber nåede dog at hører noget af tonen i det ene ører, før hun smed den imod jorden. Det gav en mindre skade, men det ville være noget som kunne gå væk i løbet af minutter. Hun tog sig til øret og kunne hører en tone i sit hører. Byttet havde bidt i forsvar. Tomas var virkelig meget mere interessant i forhold til hvad hun havde stået overfor. ”Du er virkelig en sjov fætter” sagde hun koldt, men stadig med en hånlig tone. ”Der er noget mere i dig”
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 19:28:20 GMT 1
"katten kan væse, men kan den bide?" Tomas' hænder skinte kraftigt af grønt lys. Han havde ikke tænkt sig at kæmpe, men han ville lave en afledningsmenøvre. Han vidste at kvinden ville være god, men han håbede på at hans rebeltræning ville kunne hamle op med hende. Han stod koldt og ventede på hednes reaktion, og vidste at dette godt kunne være det sidste han så i sit liv.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 19:39:03 GMT 1
Det hånlige smil blev en smule større, mens hun blev ved med at gå i hendes linje nogle meter foran ham. Så på hans grønne lys. Ville han gemme sig bag sine evner? Det gik hende en smule på at ikke at vide hvad der skulle ske og hvad der blev snakket om. Hun stoppede op foran ham og så imod ham og stillede sig i en mere afslappet stilling. ”Hvad nu? Brug af evner, for at dræbe flere?” spurgte hun koldt, mens hun så nøje på hans kropssprog og bevægelse. Hvad var han ude på nu? Hun kunne mærke hvordan hadet steg i hende, mens hun stille så få scener for sit indre øje. Scener fra hendes minde fra hulet.
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 19:57:17 GMT 1
Tomas stillede sig i en afventende posision, men slukkede sin evne igen. "jeg har ingen lyst til at skade dig, men jeg kender S.T.A.T's. i kan let gøre det nødvendigt." Han stod og afventet et eller andet kropssignal, fra kvinden. Han ville ikke slå fra sig med mindre han blev nød til det. "vi kan også lade det ligge, men jeg vil meget gerne komme levende og fri her fra" Han begyndte at tale menneskeligt igen, da han vidste at de ikke kunne fortølle kvinden hvad hun skulle mene.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 20:08:51 GMT 1
Da han slukkede for sin evne og begundte at gå ned i en mere menneskelig tale, begyndte hun at nærme ham, langsomt, men med varsomme skridt. ”Du er ikke klar til denne verden..” sagde hun og stoppede op ved omkring en halv meter fra ham. ”Du må være altid være klar, aldrig vise barmhjertighed for nogen som aldrig har udvist det for dig..” sagde hun og smilte for sig selv. Hun stod helt stille og kiggede ned i jorden kort, hvor efter hun i et hurtigt ryk, slog ud efter hans mave, skaden ville ikke være det helt store, da hun ikke brugte fuld kræft.
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 20:18:43 GMT 1
Tomas smilte koldt igen. Han greb hurtigt fat om hendes hånd, og klemte til. "du har aldrig hørt om rebellernes taktiker" Han hånd blev rolig grønnere, og man kunne se at kvindens hud, begyndte at blive let forbrændt, inden at han kastede hende væk. "Du ved hvad jeg er i stand til kære, tving mig ikke til at feje benene under dig" Hans stemme var ikke ond som før, da hun stadig havde kontakt til hendes base, men nermere hård og advarende. Han mente virkelig det han sagde inderligt.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 20:46:16 GMT 1
Amber mærkede hans greb om hendes hånd og ville faktisk se hvad han havde tænkt sig, inden hun begyndte at gå mere til den og begyndte at tage ham alvorlig. Hun mærkede fonbrandringen i hendes håndled, men bed den smule smerte i sig. Hun lod ham kaste hende væk, men det blev ikke til meget mere en halv meter, hvor hun stod på bene. ”Prøv du bare” sagde hun roligt og så kort på hendes håndled. Det var en let forbrænding, men det var ikke noget hun ville tage sig af nu. ”Brug af evne på nogen der mangler. Men man siger jo at i krig og kærlighed gælder alle knep” sagde hun roligt og begyndte at gå rundt omkring ham igen, mens hun ledte efter et svagt punkt.
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 21:58:05 GMT 1
"hvad skal der til før du ved, at du ikke kan vinde?" sagde Tomas mens begge hans arme begyndte at skinde neongrønt. hans kampstil var ikke agressiv, men mere defensiv. Han ville lade hende komme tæt på igen, lade hende smage sejeren, og derefter ville han tage den fra hende. "kvinde der er en grund til alle S.T.A.T agenter kender mit navn. Det er ikke kun på grund af min far." sagde han og gik i en defensiv stilling. "du har lagt dig ud med den store dreng, hvornår er det du indser det?" Han ville prøve at snakke hende til fornuft i kampens hede, selvom det så ud til at S.T.A.T havde hjernevasket hende helt.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 22:12:52 GMT 1
Amber blev ved med at gå frem og tilbage. Hun var meget sårbar for hans grønne ”gløder”, især fordi hun var i en tanktop, som gjorder at hendes arme var helt bare. Hun lyttede til hans ord, men de kom ikke igennem hendes had, hun var umærket klar over hvem han var og at han næsten var umulige at røre. Men det ville hun ikke lade komme hende, som en hindring. Han måtte ha' en svaghed, alle ejede en svaghed, selv hun, selvom hun ikke ville indrømme det. Kunne det passe at hans menneskelighed var hans svaghed? Det ville passe da han kunne ha' dræbt hende nu, så enkelt og let, men alligevel var hun kommet så tæt på ham Hun svarede ikke igen denne gang og begyndte at angribe ham med spark, omkring mave og brystområdet. Hun sparkede ud efter ham et par gange og ville hurtigt flytte sig, hvis han skulle prøve på at få fat på hende, det var nok noget af det som ville blive sværst for hende.
|
|
|
Post by Tomas Hammington on Aug 28, 2009 22:20:37 GMT 1
Tomas modtog det første spark, men pærrede de næste, med han glædene arme. Hun var hurtigt, men ikke noget han ville dø af. "du er fortabt er du ikke?" Tomas' øjne blev meget skræmmende at se på, da de pludselig lyste helt grønt, ikke kun på grund af hans evne, men på grund af vrede og had. Ikke mod kvinden selv, men mod hvad hun var blevet til. Han fik fat om låret på hende, og så blussede gløderne op, denne gang havde han tænkt sig at brænde igennem. Han ville efterlade et dybt sår denne gang. Radioaktiviteten brændte igennem kvindens hud, og da tomas mente det var nok, slap han taget og lavede et par hurtige spring tilbage.
|
|
|
Post by Amber Swanhild on Aug 28, 2009 22:45:04 GMT 1
Ambers egen vred og had blev større for hvert angreb, som ikke virkede på ham. Det måtte vel være et eller andet sted hun ville kunne ramme ham, men før hun vidste det havde han fat i hendes lår og lavede et dybt brændemærke. Hun knækkede sammen af smerte, som gjorder at han nemt kunne rykke sig fra hende. Der var brandt hul igennem hendes bukser og en smule blod begyndt at falde. Smerten var stor, men ikke noget, som Amber ikke havde været udsat før. Hun prøvede at rejse sig, men endte med at havde knæene i jorden. Hun så imod ham med et stort had. Det var ville sikkert blive ar nummer to fra mutanter. Hun begyndte at trække vejret besværet pga. smerte. Men hun fik kæmpet sig op på bene. Hun kunne mærke hvordan hendes lår brandte og hvordan smerten gled i hendes krop. Men hun måtte ikke lade det stande hende. Hun vidste at der ikke var lang tid til at man ville begynde at sende større og bedre styrke ind. Amber ville stå til grin for igen blive grint af. Minderne om smerteskrig og vrede begyndte at komme til hende igen. Hun stod helt stille og så imod ham og vidste godt at hun så godt havde tabt nu. Hun kunne ikke røre ham og var sikker på at hvis hun begyndte at angribe ham meget mere, så ville hun dø.
|
|