running away, who am i?

[Sarina Jacobsen]

en kvinde lå livløs på jorden i gyden mens skyerne oven over var mørke og grå varslende om regn og torden kunne høres i det fjerne. lydende lød til kun at være et par kilometer væk så det ville ikke var længe. kvinden havde ikke noget udævanligt tøj på, det bestod af en blodplettet sort jakke med hvid skjorte inden under og blåt slips samt bukser der havde blodspor ned af sig, en lang flænge var ned over ventre side af ansigtet og tøjet lod sig vise at det var til en person af større statur end kvinden da bæltet var spændt ind næsten så meget som det kunne for at de ikke skulle falde ned. blodet fra såret sev langsomt ud over jorden i gyden som solens første stråler kom frem over bygningerne

[Cassie E. Loveless]

Cassie gik roligt imellem bygningerne. Det var en af hendes fridage, så hun havde købt tøj og mad, som hun bare kunne varme op på de dage hvor hun skulle arbejde sent. Hun bare glad for at hun overhovedet havde råd, da hun vidste at der var mange som ikke engang havde råd til mad.
Hun nynnede lidt for sig selv, mens hun gik i gyderne og håbede på at hun ikke blev ovefaldet. Hun så til siderne og stoppede op da hun nåede til den gyde hvor den livløse kvinde lå. Cassie fik mindre kuldegysninger, men blev nysgerrig og begyndte at gå tætter på hende.

[Sarina Jacobsen]

Kvinden blev liggende som skyerne blev mørkere og tordenen blev tydeligere for hvert sekund der gik, vejret ville uden tvivl snart blive til regn istedet for kun overskyet og kvinden viste ingen tegn på at røre sig. gik man tættere på var det tydeligt at hun ikke var meget mere end de 18 år gammel og håret der var brunt med hvide striber var heller ikke normalt men overraskende naturligt alligevel. snart brød et lysglimt frem, kort fulgt af regnen der hurtigt begyndte at piske ned over byen i stride strømme mens tordenen blev vildere og kom oftere sammen med lyn glimt og blodet langsomt forsvandt i vandet så såret blev tydeligt på kvinden ansigt idet et lynglimt kort flænsede gennem den mørke gyde

[Cassie E. Loveless]

Cassie mærkede regnen imod hendes hud, men det var ikke noget som gjorder hende noget, det var noget andet da torden blev at slå ned. Hun var en smule bange for de høje lyde og kraftige lys. Hun gik nærmere kvinden og satte sig på hug ved siden af hende. Cassie havde nu mere lyst til at løbe hjem, men hun måtte vide om kvinden virkelig var i live?
Hun lagde forsigtigt to fingre på kvindens hals og holdte den anden hånd et stykke over hendes mund og næse for at mærke om hun træk vejret. Cassie kunne mærke hvordan regnen begyndte at nå ind til hendes tøj.

[Sarina Jacobsen]

kvinden trak vejret, roligt men tungt og pulsen var lav men ikke faretruende. såret gav indblik i at hun havde ramt noget på vej ned men regnen skyllede tegnene på hvad den kunne være væk på ingen tid og hurtigt var kvinden gennemblødt men hun virkede til at være langt væk mens øjenlågene dog sitrede svagt som tegn på at hun i det mindste drømte noget men det var ikke til at se om det var noget godt eller skidt indtil videre

[Cassie E. Loveless]

Cassie gav et mindre suk over at vide at kvinden var i live, men de var ikke særlig sikre at være i gaden. Hun stør sit hår om bag øret, efter det var faldet i hendes ansigt. Regnen havde gjort hende gennemblødt nok til at håret sagtens kunne sidde selv. Hendes make-up begyndte at løbe lidt, men det var hendes ligegyldt og var glad for at hun havde en undertrøje under den hvide skjorte, da man kunne se igennem. Hun satte sine poster ved siden af sorte sko og begyndte at lede i sin jeans efter hendes mobil, hun ville ringe efter hjælp. Hun opdagede så bare at det ikke var muligt for hende, da hendes mobil lå hjemme i hendes lejlighed. Hun sukkede dybt og løftede sine hænder og skabte et usynlig skjold, som holdte flere dråber i at falde ned på dem. Der var ikke meget andet hun kunne gøre end at vendte til det stoppede med at regne og bærer den fremmed med hende hjem. Nogle få dråber kom dog igennem, da Cassie ikke havde fuld kontrol over sin evne. Cassie satte sig ved siden af kvinden og lagde forsigtigt kvindens hoved på Cassie skød for at holde hendes hoved en smule varm..

[Tomas Hammington]

Tomas kom gående i regnen, med en paraply. Han var begyndt at komme op til overfladen mere og mere. Han nyd den friske luft, regnen, og den fugtige luft. Hans ur var sat til at sporer trådløse signaler, for at være sikker på ikke at støde ind i S.T.A.T igen. han så ind i gyden og så to piger. Han var lige ved at gå videre, da han så at en af dem blødte kraftigt. Han gik der ind, og så lidt afmålende på pigerne "hvad kan jeg hjølpe med?" spurgte han venligt, men også lidt undrene, eftersom han ikke vidste om det var voldsmanden der sad ved siden af pigen der blødte. Han rakte pigen der stadig var i bevidsthed parapylen, og gav et venligt smil.

[Sarina Jacobsen]

Sarina spjættede let som hun kom til sig selv langsomt, uden de store bevægelser og åbnede langsomt sine øjne som hun opdagede hun var i en gyde. hun huskede ikke hvorfor hun var der og hurtigt kom noget mere pressende nemlig smerten i venstre side af hovedet som fik hendes ansigt til at trkke sig helt sammen nu hvor hun va rved bevisthed igen. hun ville dog ønske hun vidste hvor hun var her, nu hvor hun tænkte over det så vidste hun ikke engang hvem hun var. hun nåede ikke rigtig at tænke over mere end det før hendes bevisthed glipede igen og langsomt blev alt sort som hun så at der var en ung kvinde og en mand men hun kunne ikke røre sig og hun mistede bevistheden helt igen

[Cassie E. Loveless]

Cassie kiggede op og slukkede for sin evne, da hun hørte fodtrin. Hun kunne mærke hvordan flere dråber faldt på hende. Og så afventede i lyden af den kommende. Hun så roligt på den mørke skikkelse i regnen med en paraply, han havde da været forberedt på regnen. Cassie holdte vejret kort da den fremmed begyndte at gå hen til dem. Cassie var ikke sikker på hvordan denne kvinde havde fået hendes sår, men hvis han havde været skyld i det, hvad ville der så ikke ske for Cassie? Selv da han spurgte om han skulle hjælpe og rakte paraplyen sad Cassie ubevægelig.
Cassie fik et mindre chok, da kvinden pludselig begyndte at spjætte lidt, da Cassie havde siddet så stille og holdt vejret. Cassie så ned på kvinden og så på hendes bevægelser nøje, da hun viste at hun var ved bevidstheden, hvert fald ganske kort. Hun så op på den fremmed mand med lidt bekymret øjne, ”Hun har brug for hjælp, men jeg har ikke mulighed for at skaffe hende det” sagde hun roligt og den telepatisk evne i at læse tanker løbe lidt ud for at beskytte sig selv. Dog var der flere stemmer i hendes hoved, men hun prøvede at holde det under kontrol, på trods af hendes mangel af styring.

[Tomas Hammington]

"lad mig se" Tomas satte sig på hug, ved den bevidstløse kvinde. Han undersøgte hende lidt, og tog så hånden ned i hans taske, som han havde haft med. Han rodede lidt, og fandt så noget forbinding. "hjælp mig med at løfte hendes hoved" sagde han kort til pigen ved siden af. Han bandt forsigtig forbindingen omkring kvindens sår. "hun må ha vand" sagde han, da han tænkte over hvad han lige havde sagt. Han grinte let af sig selv, da det jo regnede meget, så der var masser af rent vand. Han holdte den forslået kvinde for næsen, så hun automatisk åbnede munden, og vandt faldte let ned i hendes forslået mund. Tomas huskede også at dække for hendes mund en gang i mellem, når det så ud til at kvinden var ved at drukne i det.

[Sarina Jacobsen]

Sarina's krop reagerede som den burde, om end sløvt og langsomt så det varede lidt før den kom ind i en rytme som tillod vand at blive drukket samtidig med at hånden stoppede tilføjelsen af vand mens behovet for luft dog også skulle bruge så der kom lidt kamp når luften begyndte at mangle nogle få gange men ikke ret ofte og det resulterede blot i kort hosten, men hun forblev desværre bevistløs for nu og lod ikke til at få det meget bedre, men vejrtrækningen blev dog forbedret og blodtrykket begyndte også at blive normalt igen

[Cassie E. Loveless]

Hun så roligt på Tomas og så nøje på ham, mens han undersøgte den fremmed kvinde. Hun kunne ikke hører nogle forkerte eller farlige tanker hos Tomas, så hun valgte at slukke for hendes evne igen og hjalp ham lidt. Hun løftede kvindens hoved forsigtigt og så lidt skiftede på Tomas og den fremmed kvinde. Hun havde aldrig set den tenik, som han brugte til at få kvinden til at drikke vand. Cassie kunne mærke hvordan hun slugte vandet og mærke hosten når det gik galt. ”Er De uddannet læge?” spurgte hun Tomas ud af det blå, mens hun så på ham. Han virkede ikke til at være typen, mere end som sad bag en skærm, men det ville nok ikke være første gang at nogen synes det om ham. Cassie begyndte at slappe en smule mere af og trække vejret lidt mere..

[Tomas Hammington]

"jeg er uddannet i.....militæret" sagde han stille. Han var lige ved at sige han var en rebel, men han tog sig selv i det. Det var standarttræning for rebellerne, at lære førstehjælp, hvis nogen blev såret på slagmarken. "tag dig ikke af hostene, hun klare det." sagde han stille, mens han stadig havde et fast blik på den sårede kvinde. Et lille grønt glipt lyste hurtigt i hans øjne. Hans evne aktiverede nogle gange, ved hjælp af følelser.

[Sarina Jacobsen]

Sarina lå forsat bevidstløs men vejrtrækningen stabiliserede sig dog havde hun slået hovedet hårdt og havde brug for en forbinding til at stoppe blødningen der kom fra den tydelige flænge i hendes venstre tinding. hun rørte sig knap nok men det var tydeligt at hun trods alt var på vej til at få det bedre nu

[Cassie E. Loveless]

Cassie nikkede forstående ved Tomas' svar, selvom hun ikke vidste om hun skulle stole på ham. Men hun lod det ligge, da han jo trods alt hjalp den fremmed kvinde. Cassie var godt gennemblød og våd, mens hendes hår hang klistede til hendes krop og ansigt.
Cassie så på det blødende sår, men havde ingen idé om hvordan hun skulle hjælpe før hun ville blive bedt om det. Hun så op på Tomas igen, for at føle med i hans undersøgelse med øjnene og se hvad han ville gøre ved hendes flænge. Hun så det grønne glimt i hans øjne, men lod sig ikke mærke af det, da hun havde en idé om det nok bare var hende, som var ved at blive syg.. I samme øjeblik måtte hun vende sig i en halv omgang og kom med et ny. ”Atjhu!”. Hun snøftede lidt og vendte sig tilbage igen, men håbede på at hun ikke blev alvorlig syg.